En dansk soldat, ved navn Viktor Frandsen, har beskrevet krigens forløb i personlige breve han sendte hjem til sin far.
I et brev skrevet den 30. august 1914, skriver han om deres tur fra byen Lyon til Paris, og de nye soldater de mødte. Soldaterne havde en del fordomme om dem de mødte. Han skriver således i brevet ” Vi sov fra 2-5, så blev vi vækket og ført til en anden skole, hvor de lige før os ankomne frivillige var. De fleste af dem var forresten nogle rædselsfulde bøller. Skulle vi nu kæmpe sammen med det slæng? Fy for satan! Vi havde ikke fine fornemmelser, men det var klart, at disse mennesker ikke kunne bruges til andet end kanonføde. X. og jeg holdt sammen. ”
X. er Viktors gode ven, og de holder sammen gennem krigens gode og dårlige dage.
Viktor Frandsen skriver senere hen et brev til sin far igen, hvor han har været i kamp, og mærket krigen. Han skriver selv at krig er anderledes end hvad han havde forberedt sig på hjemme fra., det menes på den måde at det er langt hårdere end hvad de har kunnet forberede sig på.
Han skriver endvidere at de går men en følelse af aldrig at kunne være sikker. Den ene dag, mens X. og Viktor var på post, landede en granat ved siden af dem og dækkede dem med jord. Soldaterne havde nok set frem til at skulle forsvare deres land og kæmpe for fred, men når først de har smagt på slagmarken og oplevet krigen på tætteste hold, så vil de gerne hjem. Viktor skriver i brevet at han ønsker hjemsendelse, men nægter at forlade sin ven X. ” Det er ikke morsomt det her, og vi ønsker ofte begge to, at vi var hjemme, men X. kan ikke blive reformeret (hjemsendt), han er for gammel. Hvis derimod I forlanger det, kan jeg blive hjemsendt, men naturligvis forlader jeg ham ikke. ”
Udover at soldaterne ikke ønsker at give op og lade modstanderne vinde, så betyder kammeratskabet også en hel del for det gåpåmod de får undervejs, det er tydeligt at Viktor rigtig gerne vil hjem og i sikkerhed, men når er kommet så langt sammen som kammerater, så står man sammen til det sidste, og sådan havde alle soldater det nok, det er nok ikke kun Viktor som havde det på dem måde.
af: Signe Laybourn